Ny Sorento på Vej




 

Den nye Kia Sorento kommer som PLUG-IN version

 Sorente

 

 

 

Ny KIA Sorento bekræftet som plug-in hybrid med lavt   emissionstal og høj ydelse

KIA - 2020-08-26 09:00 CEST

                                                                     

Den nye KIA Sorento bliver en af de mest rummelige,   praktiske og fleksible elektrificerede modeller på markedet.

Fredericia, den 26. august 2020 – KIA Motors har i   dag for første gang præsenteret den nye KIA Sorento Plug-in Hybrid – en   lavemissions-udgave af mærkets globale SUV-flagskib. Den nye version   kombinerer overlegne praktiske egenskaber og 7 sæder med lave   driftsomkostninger og høj ydelse, hvilket gør SUV'en i D-segmentet endnu mere   attraktiv.

Den nye Sorento Plug-in Hybrid er den anden   elektrificerede model i det nye Sorento-modelprogram sammen med Sorento   Hybrid, som også byder på et lavt niveau af emissioner. I den nye variant   kombineres en kraftfuld benzinmotor med turbo med en batteripakke med stor   kapacitet og en højtydende elmotor, som gør det muligt at køre kortere ture   på ren el og dermed uden emissioner.

Plug-in Hybrid-varianten byder derudover på maksimal plads   og alsidighed takket være den innovative platform til fjerde generation af   Sorento, som fra starten er udviklet til elektrificerede drivlinjer. Med den   nye platform og det store karrosseri byder Plug-in Hybrid-modellen på   fremragende pladsforhold i kabinen og bagagerummet og plads til fem eller syv   personer som i de øvrige modeller i modelprogrammet.

Pablo Martinez Masip, som er Director of Product Planning   and Pricing hos KIA Motors Europe, udtaler følgende: “Sorento Plug-in Hybrid   fuldender modelprogrammet for 4. generation af Sorento, og den bliver den ene   af to elektrificerede modeller, der tilbydes i Europa. Den er udstyret med en   hybriddrivlinje med turbo, som booster præstationerne og reducerer bilens   miljøbelastning og driftsomkostninger. Plug-in-modeller bliver stadig mere   populære i Europa, og den nye Sorento bliver en af de mest rummelige,   praktiske og fleksible elektrificerede modeller på markedet".

I første halvdel af 2020 udgjorde de elektrificerede   modeller – inklusive mildhybrid-, parallelhybrid-, batterielektriske- og   plug-in-hybridmodeller – ca. 25 % af KIAs solgte biler i Europa*, og salget   stiger år for år.

Salget af den nye Sorento Plug-in Hybrid starter i   begyndelsen af 2021 i udvalgte europæiske lande, og bilen er som standard   omfattet af KIAs unikke garanti på 7 år/150.000 km.

Høj ydelse, få emissioner ved kørsel

Sorento Plug-in Hybrid er ikke blot den Sorento fra det   europæiske modelprogram, som udleder færrest emissioner under kørsel, men   også den mest kraftfulde model. Bilens hjerte i hybriddrivlinen med turbo er   en 1,6-liters T-GDi-motor (turboladet benzinmotor med direkte indsprøjtning),   som alene yder 180 hk og leverer et drejningsmoment på 265 Nm.   Forbrændingsmotoren er kombineret med en højtydende   litium-ion-polymer-batteripakke på 13,8 kWh og en kraftfuld elmotor, som yder   66,9 kW og et drejningsmoment på 304 Nm.

Tilsammen giver disse drivlinjekomponenter Sorento Plug-in   Hybrid en systemydelse på op til 265 hk og et drejningsmoment på 350 Nm.

Sorento Plug-in Hybrid har en rent elektrisk rækkevidde,   som vil være tilstrækkelig til at føreren kan køre de fleste kortere køreture   på ren el. Den elektriske rækkevidde og CO2-emissionerne afventer   endelig typegodkendelse og vil blive bekræftet af KIA, når vi nærmer os   lanceringen.

En række innovationer i drivlinjen betyder desuden, at   Sorento Plug-in Hybrid er den mest avancerede og effektive PHEV fra KIA til   dato. I den nye model anvender KIA for første gang i en PHEV et uafhængigt   vandkølingssystem til batteripakken, som sikrer en optimal varmestyring og   effektivitet i højvoltsbatteripakken. Hvad angår elmotoren på 66,9 kW, er   rotoren optimeret med en to-trins lamineringsproces, som reducerer støj og   vibrationer.

Motoren har KIAs nyeste   "Smartstream"-innovationer inklusive Continuously Variable Valve   Duration-teknologi, som regulerer varigheden af indsugningsventilernes åbning   og lukning afhængigt af kørselsforholdene. Det betyder, at motoren kan   fungere med forskellige forbrændingscyklusser, så motorens præstationer og   effektivitet optimeres.

Design og konstruktion

KIAs nye mellemstore SUV-platform, som introduceres med   lanceringen af 4. generation af Sorento, danner grundlag for den nye Plug-in   Hybrid og spiller en stor rolle for placeringen af den nye drivlinje. Den   innovative struktur og konstruktion maksimerer pladsen til passagerer og   bagage, fordi batteripakken er placeret under kabinens bund.

Derfor byder Sorento Plug-in Hybrid på god plads til op   til fem eller syv personer, som det også er tilfældet for hybrid- og   dieselmodellerne. Bilen har et af klassens mest rummelige bagagerum, fordi   den større batteripakke ikke optager plads i bagagerummet – op til 809 l (i   modeller med syv sæder) eller 898 l (modeller med fem sæder), når to   sæderækker er i brug. Når alle syv sæder er i brug i 7-personers modellerne, er   bagagerumskapaciteten 175 l (179 l i hybridmodellen).

Visuelt har Sorento Plug-in Hybrid-modellerne samme   moderne udvendige design som de øvrige varianter i modelrækken, og den eneste   synlige forskel er "eco plug-in"-emblemer og ladeklappen bagest på   bilen.

Indvendigt er kabinen også næsten uændret, selv om den   komplet digitale instrumentenhed på 12,3" er nydesignet med ny grafik og   nye instrumenter, der giver føreren et klart billede af drivlinjens status.   Det giver føreren mulighed for at følge batteriets opladningsstatus,   strømflowet og benzinmotorens ydelse i drivlinjen. Infotainmentsystemets   touchscreen på 10,25" omfatter også en ny funktion, så føreren nemt kan   finde ladestandere undervejs.

Samme omfattende udbud af opkoblingsmuligheder i bilen   og sikkerhedsteknologi

Sorento Plug-in Hybrid har samme høje niveau af   teknologiske innovationer som de øvrige Sorento-modeller.   Infotainmentsystemet med touchscreen giver mulighed for komplet   smartphone-integrering med Apple CarPlay™ og Android Auto™. Desuden fås et   kraftigt BOSE®-surroundsound-audiosystem, som giver alle personer i bilen en   mere detaljeorienteret lyd, og et Mood Lighting-system i kabinen med op til   64 forskellige farver, som brugerne kan vælge imellem.

KIA Live Services leverer direkte trafikinformationer,   vejrudsigter, points of interest (POI'er), oplysninger om   parkeringsmuligheder samt informationer om ladestationer i nærheden. 

Sorento Plug-in Hybrid byder på en række af KIAs   avancerede førerassistentsystemer (ADAS), der bidrager til at reducere mange   af de risici og den stress, som er forbundet med kørsel. De tilgængelige   teknologier omfatter frontassistent til undgåelse af kollisioner (FCA) med   registrering af fodgængere, cyklister og andre køretøjer og FCA Junction, som   registrerer biler i kryds, når man skal dreje; advarsel om biler i den blinde   vinkel (BVM); Surround View Monitor (SVM); Blind-spot Collision-Avoidance   Assist (BCA); intelligent hastighedsadvarsel (ISLA); intelligent fartpilot   med Stop&Go (SCC) og navigationsbaseret SCC (NSCC); Lane Following Assist   (LFA); træthedsregistrering (DAW) og Highway Driving Assist (HDA). 

Desuden er den udstyret med en Rear View Monitor (RVM) med   Reverse Parking Collision-Avoidance Assist (PCA) og Rear Cross-traffic   Collision-avoidance Assist (RCCA). Sorentos Safe Exit Assist-funktion (SAE)   forhindrer også åbning af bagdørene, hvis bilen registrerer en fare, som   nærmer sig bagfra – fx en cyklist eller et andet køretøj.

Den nye Sorento er også udstyret med KIAs første   multikollisionsbremsesystem, som hjælper Sorento med at minimere risikoen for   sekundære kollisioner. Systemet aktiverer automatisk bremserne, hvis bilens   airbags er blevet udløst efter en kollision, og beskytter dermed personerne i   bilen mod sekundære frontal- eller sidekollisioner.

Salget starter i 2021, og bilen er omfattet af KIAs   garanti på 7 år/150.000 km

Den nye Sorento Plug-in Hybrid bygges til det europæiske   marked og mange andre markeder på KIAs fabrik i Hwasung i Korea. Salget i   Europa ventes at starte på udvalgte markeder i begyndelsen af 2021. Alle   modeller, der sælges i Europa, er som standard dækket af KIAs unikke garanti   på 7 år/150.000 km, som også omfatter batteripakke og elmotor.

Noter til redaktøren

*Mildhybrid-, hybrid-, plug-in-hybrid- og elbiler udgjorde   25,2 % af KIAs samlede salg i EU, EFTA og Storbritannien i perioden   januar-juni 2020.

KIA Import Danmark AS (www.kia.com)   er et selskab under Nellemann koncernen (www.koncern.nellemann.dk)   med hovedsæde i Fredericia, og beskæftiger i dag cirka 30 ansatte. Vi   målretter vores modelprogram i hvert enkelt segment, så vi kan tilbyde kunden   mest bil for pengene. KIAs dna er et stærkt design samtidig med en   driftssikker kvalitet, som vi bakker op med vores unikke 7 års garanti (op   til 150.000 km – men fri km i de første 3 år). Hermed har KIA kunden et lavt   niveau af omkostninger som bilejer. Den lange garanti sikrer samtidig én af   de højeste restværdier i markedet.

KIA Import Danmark AS leverede i 2018 en rekordomsætning.   Det danske bilmarked har bevæget sig i retning af større og bedre udstyrede   biler samtidig med en hastigt stigende efterspørgsel på miljøvenlige biler.   KIA Danmark har formået netop at øge salget i disse vækstsegmenter, og går ud   af 2018 som det bedst sælgende plug-in hybrid mærke i Danmark for andet år i   træk.

  

 

 

 

 

 

Her er den nye Kia Sorento

 

Kia -Sorento -2021-1280-04

 

Kia -Sorento -2021-1280-0c

 Kia -Sorento -2021-1280-03

 

 

Cookies-, GDPR- og privatlivspolitik

Hos os benytter vi cookies til at få et indblik i, hvordan du bruger vores hjemmeside.
Derudover anvender vi cookies til at understøtte markedsføringen af vores services.

Ved at trykke ”Ok, forstået” eller klikke videre på siden accepterer du vores brug af cookies.

Ved at trykke ”Nej tak” vil vi ikke benytte cookies men vær opmærksom på, at det kan påvirke din brugeroplevelse.